søndag den 13. februar 2011

Opskrift: Græsk middag del I - spanakopita


Som nævnt her havde vi planlagt afholdelse af en middag i Grækenlands tegn sammen med M&J som vi var på Kreta med sidste sommer, og skal igen i år.
Det løb af stabelen i går, hvor vi hos M&J kokkererede en stor del af eftermiddagen - eller, dvs. M og jeg stod i køkkenet - drengene spiste det der blev sat på bordet, og ryddede væk efter hovedretten - det var så deres bidrag.

Menuen havde vi aftalt til følgende (kommer i flere indlæg):

Spanakopita (spinat/feta i filodej), parmesan-pita chips, Kalamata oliven og tzatziki
Kolokythakia tiganita (friturestegte squashstykker) med græsk salat og tzatziki
Gyros med græsk fladbrød, tzatziki og græsk salat
Bagte æbler og græsk yoghurt med timian, honning og valnødder

Efter at have varmet lidt op til en gang Kinect spil på X-Box (som i øvrigt tager billeder af én, mens man hopper rundt og ligner en total idiot), lagde vi ud midt på eftermiddagen med at lave spanakopita, som er en blanding af bl.a. spinat og fetaost, indbagt i filodej. Man kan både lave den i lag i et fad, hvor man skærer stykker ud inden servering (den nemmeste løsning), og man kan lave separate trekanter som vi gjorde. Det tog nogle forsøg at få den rigtige størrelse, og den rigtige teknik med filodejen - opskriften gav en noget forvirrende forklaring mht. hvordan man folder dejen så det ender i den rigtige trekant, men der er et link her, som viser en mulig løsning (det var dog ikke helt sådan vi gjorde).
Opskriften vi nogenlunde fulgte findes her.

Parmesan-pita chips'ne havde jeg lavet hjemmefra om formiddagen, Kalamata oliven var hjembragt fra Kreta sidste år (som jeg fik udstenet med min nyligt modtagne olivenudstener) og tzatzikien havde J kreeret fra morgenstunden, med en seriøs hvidløgs-morgenånde til følge).

Spanakopita:
ca. 10 stk.

2 spsk olivenolie
1 stort finthakket løg
ca. 200 g frossen spinat, optøet og vredet  mest muligt tør for vædde
det meste af et lille bundt dild, finthakket
2 tsk hvedemel
80 g smuldret fetaost
1 stort æg, let sammenpisket
salt og friskkværnet peber
5 ark optøet filodej
ca. 100 g smeltet smør

Olien varmes op på en pande, og løg svitses bløde heri. Spinaten tilsættes sammen med dild og hvedemel, og det varmes igennem indtil stort set al vædde er fordampet.
Blandingen tages af varmen, og fetaosten og ægget blandes i, sammen med salt og peber (hold evt. lidt igen med salt, hvis det er en meget saltet feta der bruges).

Den optøede filodej tages ud af pakken og lægges under et fugtigt viskestykke, så man kun har de stykker fremme der er i brug - ellers tørrer den meget hurtigt ud.
Læg et ark filodej på køkkenbordet (husk at tørre bordet af først) - pensl hele arket med smeltet smør, læg et nyt ark ovenpå og klap det fast.
Klip dejen i 4 strimler fra den lange led. Læg en skefuld fyld nede i det ene hjørne af en strimmel dej og fold hjørnet over så man får en trekant. Bliv ved med at folde dejen over til modsatte hjørne, så trekanten bliver tykkere og fyldet helt lukket inde (det er svært at forklare, men da først vi stod med hænderne i det, gik det egentlig helt af sig selv).
Læg trekanterne på bagepapir på en bageplade, og pensl med smeltet smør. Bag dem i en forvarmet ovn ved 175 grader almindelig varme i ca. 30-40 minutter, til de er gyldne og sprøde.
De ubagte trekanter kan i øvrigt fryses og sættes i ovnen direkte fra frost - så bliver bagetiden selvfølgelig noget længere.

Konklusion:

De første vi fik lavet blev alt for store, og med alt for lidt fyld i - men da lige vi fik mestret teknikken, og størrelsen på dejstrimlerne, så blev de faktisk næsten perfekte i størrelse, og "puffede" fint op. (Man kan også fint lave dem endnu mindre, som en hurtig snack i næsten mundfuld-størrelse).
Smagsmæssigt måtte der efter min mening godt have været noget mere fetaost i, eller i det mindste lidt mere salt - og et kig på andre opskrifter viser at nogen også putter feks. hvidløg, citronsaft eller -skal, persille og evt. revet muskatnød i også - og det kunne jeg godt finde på at prøve en anden gang.
Men alt i alt meget vellykket af et første forsøg, og super som en slags forret sammen med de andre ting vi havde på tallerkenen.

Billeder:

Det færdige fyld


Det første lag dej pensles med smeltet smør


Dejen klippes i strimler


De færdige trekanter pensles med smeltet smør


Kalamata oliven og en længe ventet udstener


Parmesan-pita chips


De (pæneste) færdige spanakopita


Min tallerken - tzatzikien har fået et myntedrys


Og sådan ser de ud indvendigt


Hvidvinen vi fik fra Horiatiki Gonia, vores stamrestaurant i Agia Marina - den var ikke helt så slem som frygtet


4 kommentarer:

  1. De hapsere ser rigtig gode ud - er spændt på at se de næste indlæg :-)

    (... og jeg drømmer ellers om en Kinect til hjemmet, men det ved jeg ikke helt, om jeg tør, hvis den tager billeder, mens man fjoller rundt :-D)

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Jeg er helt vild med de små fetapakker. Jeg plejer at putte dild i dem, som jeg laver.
    Tror, at vi også snart skal have en græsk middag ... det er super lækkert - og så kan man drømme sig lidt tilbage til tidligere ferieture

    SvarSlet
  4. @Piske: Det er de bestemt også :-)
    Vi fandt heldigvis ud af at slå foto-halløjet fra Kinecten - det gjorde det lidt mindre tåkrummende!

    @Hanne: Der var også dild i vores :-)
    Og ja, vi sad også bare og var SÅ klar til at tage afsted igen - men det er også en del af fornøjelsen af glæde sig - og DET gør vi!

    SvarSlet